ROMSØS HISTORIE

Geologi
Romsø er en moræneknold, dannet efter storebæltsgletscheren i sidste istid. Øen er ca. 1 km2 stor, men bliver stadig mindre; nedbrydningen har taget fart efter store mængder sten og havbund sydøst for øen er opfisket og benyttet ved større anlægsarbejder andre steder.

Ejerskab
Øen er en del af godset Hverringe, nu ejet af familien Iuel Reventlow, som i 1604 købte øen og den østlige kysstrækning på den anden side af Romsø Sund af Kronen. Det enestående marine miljø omkring Romsø Sund, der nu udgør Natura 2000 området, har således være en helhed i mange hundrede år. 

Kongemagten var en aktiv ejer af øen, der lå centralt på nationens vandveje og øens skov og græsningsmuligheder blev udnyttet under Kronens kontrol. 

Englænderkrigen 
Under Englænderkrigen år 1807-1814 blev øen belejret af englænderne som skaffede sig forsyninger, både ved at skyde vildtet og ved at fælde træer. På det tidspunkt havde øen 24 faste beboere, som i første omgang holdt ud, men da den engelske kommandant i 1808 blev udskiftet, ændredes situationen mærkbart. Englænderne hærgede øen, huggede store mængder træer om, og brændte flere huse og gårde af. Det fortælles at beboerne skræmte en engelsk kvinde til at kaste sig ud fra klinten sammen med sit barn. Englænderne gravede også deres egne brønde, måske fordi de frygtede at beboerne ville forgifte nogle af de eksisterende brønde, så kun de selv vidste hvilke de trygt kunne bruge. Englændernes hærgen blev for meget for øboerne, og i løbet af 1808 forlod de sidste øen. En opgørelse over krigsskaderne fortæller at alle huse var nedbrændte, skoven reduceret med næsten 900 træer, og alle hegn og gærder var ødelagte. Den nuværende skov er derfor en kulturskov plantet i årene efter englænderkrigene og det er denne skov som i de kommende år forynges.

Slaget på Romsø
Læs beretningen om Slaget på Romsø, hvor den unge ejer Hans Rudolph Iuel fordriver englænderne fra Romsø. Klik her.

Menneskene på Romsø
Efter krigens slutning gik der nogen tid før øen igen blev beboet. Den første familie havde ikke lykken med sig; de druknede alle under en sejltur til Kerteminde.

Senere er huse og gårde blevet genopbygget. Romsø’s storhedstid begyndte med Fyrvæsnets rejsning af fyrtårnet og omliggende huse fra 1869 og i 1920’erne boede her 51 personer. Beboerne har været så godt som selvforsynende med landbrug, fiskeri og husdyrhold, og man ser stadig rester af gamle landbrugsredskaber og stendiger som dannede markskel. I 1956 fik øen strøm, bestående af 120 batterier, som opladedes af diesel generatorer. Landstrøm blev ikke etableret før år 2004, efter at de sidste faste beboere havde forladt øen.

I dag
Øen er stadig aktiv selvom aktiviteterne er ændret siden lanbrugsdriften ophørte og fyrtårnet slukkede.  

Romsø er i dag en aktiv del af Hverringes oplevelsesøkonomi og bæredygtige drift. Øen leverer og betales for at skabe og vedligeholde værdifuld natur, gennem aftale om drift af græsningsskov, hvor dyr, skov og overdrev i forening leverer biodiversitet, landskab, træ, jagtoplevelser og udsøgte fødevarer. Øen er levested for den brune bi og de mange arter som benytter de døende træer. 

Fyrtårnet indgår i overvågningen af en sikker trafikafvikling under Storebæltsbroen.  

De oprindelige huse og gårde, som blev genopbygget efter Englænderkrigen står stadig og er nu udlejede som sommerhuse, der giver helt enestående oplevelser for sanser og sind for lejere og kursister. 

Sejladsen til øen er grundlaget for driften og en ansvarlig bæredygtig tilgængelighed. 

Romsø  er således fortsat i dag en aktiv del af driften på Hverringe og historien fortsætter ....